Tror de fleste har luret, at jeg ikke skriver opslag for at vinde en popularitetskonkurrence. Jeg kan ikke bestemme, hvad andre skal synes er vigtigt, men jeg håber nogen giver det en tanke, når jeg forsøger at råbe vagt i gevær.
Jeg forstår såmænd godt, at det falder nogen for brystet, når Nordic Waste går konkurs og efterlader et miljøsvineri, som går ud over alle de forkerte og vores fælles land. Så kigger vi os om efter en “bagmand” at gøre ansvarlig. Og i bedste Olsen-Banden stil så skal det helst være en rigmandsgut på bagsædet af en limousine med habit og bowlerhat gemt bag tonede ruder.
Men på nuværende tidspunkt kan ingen med rimelighed sige, at den ansvarlige er Torben Østergaard-Nielsen. For det første, og du har måske endda selv haft brugt denne sætning før, så er man “uskyldig ind til det modsatte er bevist”.
For det andet, så for at man er “den bandit”, der skal straffes for dette miljøsvineri, så skal man have været ledelse i eller deltaget i at se stort på vores lovgivning eller direkte have handlet ulovligt.
Har Torben Østergaard-Nielsen så det? Nu har den her sag så stor offentlig bevågenhed, at jeg ikke i min vildeste fantasi kan forestille mig, at det ikke vil blive afprøvet ved domstolene, om Torben Østergaard-Nielsen skulle have vidst noget og måske endda tænkt, “nååårh.. pyt, bare jeg får et fedt udbytte, så må jorden bare skride”. Det kunne også vise sig, at Torben Østergaard-Nielsen har haft jævnlig gang på Nordic Waste’s ledelsesgang eller har haft kendskab til, at det her var ved at udvikle sig til en miljøkatastrofe uden at handle med rettidig omhu, ja så er det nemmere at sætte sig ind i befolkningens ønske om fakler og høtyve og udstilling til offentlig spot og spe. Men det er spekulationer og fantasier!
Torben Østergaard-Nielsen har indtil videre gjort sig skyldig i at være ejer af en virksom, hvor det er gået forfærdelig galt. Investeringen er tabt – deri består hans “straf” for nu.
Har du prøvet selv eller kender nogen, der engang har købt en aktie i eller måske haft et pensionsordning, hvor der er blevet købt en aktie i et selskab, hvor der så har været foregået noget ulovligt? Og ville det så føles retfærdigt, når du eller din bekendte så blev placeret i den spidse ende af høtyven?
Men jeg kan endda få øje på et overlap blandt dem, som lige nu står klar med høtyve og fakler, og så dem, som til mig har sagt, at jeg blot bør lade min virksomhed gå konkurs, så den opbyggede gæld ikke længere er mit problem.
Så kære jer: Vil I ikke godt tænke lidt over dette? For ellers bliver det unægteligt svært at styre virksomhed i dette land, hvis det skal gøres efter følelser på Facebook frem for lov, ret og rimelighed. Stil krav til, hvordan virksomheder som Nordic Waste skal gardere risiko for miljøkatastrofe efter deres aktivitet, men lad være med at rette smed for bager!
P.S.: Jeg var ved at skrive et afsnit om, hvem de virkelige banditter er – se, jeg kan også komme til at støve faklen af og pudse høtyven, men heldigvis nåede jeg at tænke mig om, inden min Enter-knap havde foreviget det.
Skriv et svar